Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


April 2004


Bibliotekerne som bogdroppere


Bibliotekerne køber mere musik og færre bøger. Bøgerne vil ikke vedblive at være kerneydelsen på biblioteket. Biblioteksafgiften skævvrides yderligere

Bibliotekernes kerneydelse er bøgerne. Dette er fastslået gang på gang gennem det sidste tiår, hvor andre medier har vundet frem på bibliotekerne og særligt efter 1999-bibliotekslovens krav om musik og mulighed for andre medier på folkebibliotekerne.

Det er en logisk konsekvens af loven, at der købes flere ikke-boglige materialer til bibliotekerne. Håbet var så, at det øgede bloktilskud til kommunerne ville sikre flere penge til bibliotekerne, så bibliotekerne kunne fastholde hidtidige bogbevillinger samtidig med at man gennemførte lovens karv om IT-modernisering og anskaffelse af nye medier.

Fra 1998 til 2002 er bibliotekernes udgifter til musik og andre materialer steget med 24%, mens bogindkøbet er faldet med 8%. I samme periode er udlånet af musik steget med de samme 24% mens bogudlånet er faldet med 11%. Udlånet af bøger falder altså kraftigere end indkøbet.

Til dette skal lægges, at bibliotekerne gennem de seneste år har forbedret indkøbsproceduren væsentligt, bl.a. gennem udlicitering og EU-udbud af materialekøb. (Allerede i 1997 hævdede Søndag Aften, at kommunerne kunne spare 10% eller 30 mio kr. gennem offentlige udbud af bogkøbet - Se Biblioteker kan spare 30 millioner).

Bøger snart kun halvdelen

Evalueringen trøster ved at fortælle, at "bogudlånet udgør dog fortsat den overvejende del af det samlede udlån med 70%". Det er ikke evalueringens opgave, at spå om fremtiden. Men det kan vi så prøve.

Søndag Aften skrev i 2002:
En simpel fremskrivning af de seneste års folkebiblioteksstatistik viser, at udlånet af de musikbaserede materialer vil overhale udlånet af børnebøger i 2006. Medmindre man når et mætningspunkt inden - eller der kommer brugerbetaling på musikken, så vil musikudlånet overhale udlånet af voksenbøger i 2014.
Den statistik, der indgår i evalueringen af biblioteksloven, bekræfter til overmåde Søndag Aftens gamle gætværk. Bibliotekernes kerneydelse, bogudlån, vil allerede i 2011 være nede på 50% af det samlede udlån. Hvis man altså tror, at fremtiden er en lineær fremskrivning af fortiden.

Diskussionen udsættes

Naturligvis vil der blive gjort noget for at sikre bogens position på bibliotekerne. Eksempelvis har Kulturministeren annonceret, at Folkebibliotekernes Udviklingspulje skal anvendes til forsøg med større bogkøb i udvalgte kommuner. Hensigten med forsøget er at se, om bogudlånet stiger ved større indkøb.

Det vil blive et af den slags forsøg, som siden kan tolkes i alle retninger. Spørgsmålet er nemlig, hvilke bøger man køber. Køber man de mest reserverede bøger vil det give langt større effekt på udlånet, end hvis man køber de mere "smalle" bøger. Forsøg af denne art vil ikke kunne etableres under "alt-andet-lige" forudsætninger. For i givet fald: hvorfor stiger bogudlånet: det konkrete bogkøb, almindelig stigende boginteresse, større engagement blandt bibliotekets medarbejdere, lavere bøder, stigende bogpriser, bedre reserveringsmuligheder? Der er alt for mange muligheder til at man kan få håndfaste konklusioner.

Til gengæld kan Kulturministeren hævde at han gennem nogle år gør noget for bogen på biblioteket - mens bogudlånet fortsat rasler ned.

Biblioteksafgiften skævvrides yderligere

Det faldende bogudlån i forhold til det stigende musikudlån dokumenterer desuden et tydeligt misforhold i Biblioteksafgiften. Biblioteksafgiften er frosset fast i forhold til medietyper, således at der er et beløb til bøger og et andet til "grammofonplader m.v" (det hedder det stadig!). Musikken stod i 2002 for 24% af udlånet fra bibliotekerne - men fik kun 3% af bibliotekspengene. Trods de seneste års postyr om Biblioteksafgiften, er realiteten at den enkelte forfatter får mere pr. udlånt bog i dag end nogensinde tidligere. VK-regeringens nedskæringer har simpelthen ikke kunnet holde trit med bibliotekernes mindre udlån af bøger!

Musikudlån har ofte (selv om det er ulovligt) den forstærkede markedseffekt, at der kopieres. Musikken rammes langt hårdere af kopiering end bøger. Dette kompenseres dog ikke, fordi den ulovlige kopiering kan ikke give afgifter. Ser man bort fra dette element bliver det alligevel tydeligere og tydeligere, at der er et alvorligt misforhold mellem musikkens betydning på bibliotekerne og kulturstøtten til musikerne. Forfatterorganisationerne kan ikke vedblive at have meningsmonopol om bibliotekerne blandt kunstnerorganisationerne.

Det er iøvrigt værd at bemærke, at det som tilsyneladende bekymrer Kulturministeren er bibliotekernes mindre indkøb af bøger. Ikke det mindre udlån. Udlånsfaldet er større end indkøbsfaldet. Det kan enten forklares ved at der indkøbes forkert eller at den almindelige interesse for bøgerne er dalende. Tilsvarende tendens ses på det almindelige bogmarked.

Det spørgsmål som ikke kan besvares er, hvorvidt det svækkede bogmarked skyldes bibliotekernes ændrede indkøb eller om bibliotekernes indkøbspolitik blot følger en tendens i tiden. Den offentlige debat giver gennemgående bibliotekerne et særdeles stort ansvar for udviklingen på bogmarkedet.

Læs også:
Biblioteksloven - en succes

Søndag Aften 04/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.